Angående Borgerforslag: Sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge.

Underskriv borgerforslaget her: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05838

Hvorfor er dette borgerforslag meget relevant og vigtigt?

Her kommer argumenter fra erfaren speciallæge i reumatologi og rehabilitering, Heine Svarrer, Aalborg.

Kommuner, med eller uden hjælp fra sundhedskoordinator (tidligere kaldt kommunal lægekonsultent) tolker ikke sjældent lægers formuleringer i attester og erklæringer på en anden måde, end det lægen tror, hun har skrevet.

Diagnose: F.eks en sygemeldt patient lider af langvarige og tiltagende smerter i muskler og led i ryg, arme eller ben. Røntgen, MR-scanning, blodprøver og evt. andre undersøgelser giver ikke nogen objektiv forklaring til smerterne. Forskellige relevante behandlinger og træning har kun haft kortvarig effekt.

Sundhedsskoordinator skriver nogen gange i sin lægelige vurdering til sagsbehandler:

Patienten har kun beskedne objektive fund, som ikke kan forklare smerterne og den nedsatte arbejdsevne. Dette tolker kommunen, som patienten kun har en let sygdom, og derfor burde kunne klare et normalt arbejde, evt. med visse skånehensyn.

Kommunerne tillægger lægelige diagnoser stor betydning mht bevilling af revalidering, fleksjob og førtidspension. Men diagnosen siger dog kun meget lidt om f.eks smerternes sværhedsgrad og arbejdsevnen!

Skånehensyn, motivation, relevante arbejdsprøvninger, boglige evner og psykisk energi er meget vigtigere for arbejdsevnen end den lægelige diagnose!

Behandlingsmuligheder: Afhænger naturligvis meget af diagnosen.Ved belastningssmerter i bevægeapparatet, f.eks rygsmerter, er de vigtigste behandlinger fysioterapi og passende fysisk træning og at undgå dårlige arbejdsstillinger.

Ved en stor diskusprolaps kan operation af og til være aktuelt. Det er dog højst hos ca 10% af patienterne med ryg-og bensmerter, hvor smerterne kan forklares af en diskusprolaps. Af disse 10% af rygpatienterne, er det højst 1/3, som evt kan opereres. Der er dog altid en risiko ved at blive opereret. De fleste diskusprolapser kan helbredes eller bedres betydelig uden operation.

Sundhedskoordinator skriver nogen gange: Der findes stadig behandlingsmuligheder, f.eks psykologsamtaler. Derfor kan patientens tilstand stadig bedres! I den forbindelse kræver kommunen nogen gange at patienten selv skal betale for psykologsamtaler eller andet! Patienten har dog i princippet ret til at sige nej til behandling uden at det må påvirke patientens ydelse fra kommunen!

Det er derfor vigtigt at vurdere kritisk, hvilke behandlinger der er realistiske for den enkelte patient. Kan behandlingen med god sandsynlighed bedre arbejdsevnen eller kan den højst bedre livskvaliteten, men ikke bedre arbejdsevnen?

Prognose: Når en given patient har prøvet realistiske og ufarlige behandlinger og træning uden langvarig effekt, så må man erkende, at tilstanden ikke kan bedres i væsentlig grad fremover. Det forhindrer dog ikke at sundhedskoordinator (kommunal lægekonsulent) ret ofte konkluderer følgende: Det kan ikke udelukkes, at der i fremtiden kan ske en bedring enten spontant eller efter en ny (men uspecificeret!) behandling. En sådan udtalelse giver en urealistisk og overoptimistisk prognose og vil betyde, at kommunen betragter tilstanden med mulighed for bedring (ikke stationær). Det betyder at patienten ikke kan blive bevilget en varig ydelse (fleksjob eller førtidspension).

Det er vanskeligt for alle, også læger, at give en realistisk prognose!

Hvem skal usikkerheden komme til gode?

Varige skånehensyn: Kommunen stiller hyppigt den behandlende læge eller sundhedskoordinator følgende spørgsmål: Er det lægeligt forsvarligt at arbejdsprøve patienten op til fuld tid, hvis rimelige skånehensyn er opfyldt? Eller er der risiko for forværring af lidelsen?

Der er altid en risiko for at forværre smerterne under en arbejdsprøvning og under mange andre aktiviteter!

Gode arbejdsstillinger er altid vigtige, både på arbejdet og i fritiden for at modvirke forværring af belastningsbetingede smerter, men dette er dog ofte ikke nok til at forhindre smerteforværring under aktivitet.

Om det er lægeligt forsvarligt, at kommunen presser patienten til at udsætte sig for aktiviteter, der medfører flere smerter og evt. samtidig tage mere smertestillende medicin er ikke et spørgsmål om lægevidenskab, men derimod om bla. etik og menneskesyn.

Arbejdsevne:

Hvordan vurderes patientens arbejdsmotivation og troværdighed?

Sundhedskoordinator (Lægekonsulent) kan, som jeg ser det, ikke vurdere arbejdsmotivationen, hvis lægen ikke selv har mødt patienten, men kun vurderer udfra journalnotater! De skrevne journaler fra læger og sagsbehandlere indeholder ofte fejl og mangler, som patienten ikke har haft mulighed for at korrigere! Dette medfører betydelig risiko for at sundhedskoordinator  vurderer patientens arbejdsmotivation lavere end den er!

Erfarne læger og sagsbehandlere, som selv taler med patienten har meget større sikkerhed i at vurdere arbejdsmotivation!

Relevante, langvarige og velbeskrevne arbejdsprøvninger er en god metode til at vurdere realistisk arbejdsmotivation og arbejdsevne!

Hvis man viser patienterne tillid, så vil ifølge min erfaring, i langt de fleste tilfælde anstrenge sig for at leve op til tilliden.

Til slut skal nævnes, at en del mennesker har så få intellektuelle og sociale resourcer, at selv et mindre fysisk handikap, vil påvirke deres arbejdsevne i svær grad.

Konklusion:

Ovenstående konkrete dilemmaer viser, at retssikkerheden for mange syge borgere på midlertidig kommunal ydelse er truet pga ovennævnte kommunale skøn.

Berettiget tvivl i kommunale skøn bør i højere grad komme borgeren gode!

Indførelse af sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen vil derfor af mange gode grunde medføre en væsentlig bedring af patienternes retssikkerhed.

Venlig hilsen Heine Svarrer

Speciallæge i Reumatologi og Rehabilitering