Ankestyrelsen har i principafgørelse nummer 58-18 konkret forholdt sig til, hvornår der kan være tale om et udviklingsperspektiv, der har betydning for arbejdsevnen, og dermed samtidig giver ret til et ressourceforløb. Og hvornår et udviklingsperspektiv udelukkende har betydning for en livskvalitet og dermed giver ret til en førtidspension frem for et ressourceforløb.

Hvad er afgørende i Ankestyrelsens principafgørelse:

“Der er ikke udviklingsperspektiv for borgerens arbejdsevne, når fx:

 der ikke er muligheder for bedring af borgerens meget dårlige helbredstilstand,

 der ikke er muligheder for bedring af borgerens meget ringe funktionsevne,

 det enten er dokumenteret eller på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved iværksættelse af udviklende og afklarende forløb,

 der peges på tiltag, som udelukkende har sigte på forbedring af borgerens livskvalitet.

Der er et udviklingsperspektiv for borgerens arbejdsevne, når fx:

 der er relevante behandlingsmuligheder,

 borgerens arbejdsevne ikke er afklaret og prøvet udviklet i forhold til det brede arbejdsmarked under hensynstagen til borgerens skånebehov og funktionsniveau,

 manglende iværksættelse af afklaringsforløb ikke alene er udtryk for borgerens arbejdsevne, men også skyldes andre årsager, fx borgerens motivation,

 det er relevant at overveje, bl.a. om der er behov for mentor, funktionsevnebeskrivelse i hjemmet og/eller hjælpemidler.

Intet udviklingsperspektiv for borgerens arbejdsevne/ ret til førtidspension.”

 

Det skal bemærkes, at Ankestyrelsens liste ikke er udtømmende. Andre omstændigheder skal således også fortolkes ind i lovgivningens kontekst. Listen har dog afgørende betydning for forvaltningen i praksis.

 

Nedenfor er nævnt nogle af Ankestyrelsens eksempler på, hvordan grænserne for et udviklingsperspektiv skal fortolkes.

“I sag nr. 1 (18-49284) havde borgeren medfødt alkoholsyndrom og hjerneskade (mental retardering af lettere grad). Hun havde nedsatte kognitive og intellektuelle ressourcer.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at selvom borgeren var under 40 år, havde hun ret til at få påbegyndt sag om førtidspension. Der var ikke et udviklingsperspektiv for hendes arbejdsevne. Hendes helbredstilstand var stationær, og det var ikke muligt at etablere et nyt praktikforløb pga. borgerens medfødte skader samt psykosociale forhold. Deltagelse i de tidligere praktikforløb viste, at hun ikke kunne arbejde selvstændigt.

I sag nr. 2 (18-46639) var borgeren mentalt retarderet i middelsvær grad med tics og ritualiserede handlinger, samt nedsat kapacitet ved stress og uro.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at selvom borgeren var under 40 år, havde hun ret til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Der var ikke et udviklingsperspektiv for hendes arbejdsevne. Helbredstilstanden var stationær og uden behandlingsmuligheder. Yderligere pædagogisk støtte kunne føre til bedring af livskvaliteten, og deltagelse i det påbegyndte STU forløb ville muligvis føre til udvikling af kompetencer og færdigheder i basale dagligdags ting og dermed forhøje hendes livskvalitet. Der var dog ikke en realistisk forventning om, at borgerens arbejdsevne kunne forbedres.

I sag nr. 3 (18-50165) led borgeren bl.a. af kronisk alkoholisme, tilbagevendende depressioner, følger efter apopleksi (blodprop i hjernen) i form af nedsat kraft i venstre arm og ben samt dårlig kortidshukommelse og KOL. Følgerne efter blodprop og især hans KOL påvirkede arbejdsevnen meget. Lungefunktionen var væsentligt nedsat, og han led af hyppige lungeinfektioner.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren havde ret til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Der var ikke et udviklingsperspektiv for borgerens arbejdsevne. De lægelige oplysninger beskrev samlet en meget dårlig helbredstilstand. Borgeren havde forsøgt alkoholbehandling flere gange uden succes. Rygestop ville ikke kunne forbedre borgerens nuværende ringe lungefunktion. Hans arbejdsevne ville ikke kunne udvikles ved at træne stabilt fremmøde, idet borgeren havde dette, når han ikke var syg pga. hyppige lungeinfektioner.

I sag nr. 4 (18-53915) led borgeren af generaliseret angst, panikangst, periodisk depression samt ængstelig og tvangspræget personlighedsstruktur.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren havde ret til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Der var ikke et udviklingsperspektiv for arbejdsevnen. Hendes helbredstilstand og funktionsniveau var ikke bedret siden 2012 på trods af utallige psykiatriske behandlinger. Det blev vurderet, at deltagelse i arbejdsafklarende forløb ville være kontraindiceret og kunne forværre hendes tilstand.

Ikke utvivlsomt at borger ikke opfylder betingelser for førtidspension/ sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet

I sag nr. 5 (18-47715) kom borgeren som flygtning til Danmark i 1989. Han led af PTSD, lettere angst og depressionslidelse, samt smerter i nakke og ryg. Han havde senest været på arbejdsmarkedet i 1998. Han blev vurderet til mest at være motiveret for et behandlingsforløb i forhold til tilkendelse af førtidspension. Borgeren oplyste selv, at han psykisk ikke var i stand til at deltage i behandlingsforløb. Borgeren havde været i mange beskæftigelsesrettede tilbud. Han kunne ikke klare sig på dansk.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede på baggrund af sagens samlede oplysninger, herunder oplysninger om borgerens helbred, de beskæftigelsesrettede tilbud, som borgeren havde deltaget i, samt hans lange fravær fra arbejdsmarkedet, at det ikke var utvivlsomt, at han ikke opfyldte betingelserne for tilkendelse af førtidspension, og at kommunen derfor skulle forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, inden afgørelse om eventuel ret til førtidspension blev truffet.”

Og et eksempel, hvor der kunne peges på et udviklingsperspektiv i forhold til et arbejdsmarked.

“Udviklingsperspektiv for borgerens arbejdsevne/ ikke ret til førtidspension

I sag nr. 6 (18-48447) led borgeren af kronisk smertetilstand med smerter i lænderyg og skulder.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borger ikke havde ret til at få påbegyndt sag om førtidspension. Der var et udviklingsperspektiv for borgerens arbejdsevne. Der var behov for yderligere afklaring og udvikling af hendes arbejdsevne inden for et bredt fagområde med større muligheder for fysiske skånehensyn end i tidligere job, fx inden for administrativt arbejde. I den forbindelse skulle der tages hensyn til hendes skånebehov og funktionsniveau. Den manglende iværksættelse af afklaringsforløb var ikke alene udtryk for borgerens arbejdsevne, men skyldtes til dels andre årsager. Det var også relevant at overveje mentor, funktionsevnebeskrivelse i hjemmet og hjælpemidler.”

Ankestyrelsens principafgørelser er retskilder, der kan anvendes til den gode juridiske drøftelse og har samtidig stor betydning for den løbende sagsprogression. Det er ikke kun interessant for fagpersoner, men også for personer, der fx modtager sygedagpenge, ressourceforløb eller er visiteret til et fleksjob. Denne afgørelse har særlig stor betydning for, hvordan vi udover et udviklingsperspektiv af arbejdsevnen også skal forstå det fleksible målgruppesystem og visitere til rette målgruppe og forsørgelsesgrundlag hurtigst muligt.

Kærlig hilsen

Louise Schelde Frederiksen

Socialrådgiver, jurist – Lektor, cand.jur

https://www.sociale-rettigheder.dk

www.socialjuridiskinstitut.dk

www.learnnow.dk